Roots & Hybrid
Roots & Hybrid er musik hvor etniske elementer møder et moderne eksperimenterende lydunivers.
Holdet er for dig, der vil være med til at bygge nye musikalske broer, og du vil sammen med dit hold
være med til at præge, hvilken retning vi skal på verdenskortet og i lydlandskabet. Du vil bl.a.
opnå at blive bedre til at improvisere i anderledes tonesprog og skalaer, forbedre din
rytmeforståelse med anderledes beats og taktarter og generelt få åbnet din musikalske horisont.
På Roots & Hybrid har man fagene Sammenspil og Groove/improvisation:
Sammenspil
På Roots & Hybrid er sammenspil den primære undervisningsform. Vi samarbejder om at danne
holdets eget udtryk og sound. Vi skal spille en hel del koncerter i forløbet og vi sigter mod at
få skabt et stærkt og festligt sæt som vi kan komme ud over scenekanten med live.
Vi vil spille en del af tidens musik og hvad der er aktuelt inden for Roots & Hybrid verdenen,
ligesom vi også vil støde på numre fra 60/70erne og op til i dag. Vi arbejder også med at
fortolke numre og laver evt. selv arrangementer.
Groove/improvisation
Vi skal fordybe os i forskellige etniske grooves og rytmesprog. Der vil her være fokus på at komme til at swinge fedt sammen. Vi skal også fordybe os i at improvisere i de skæve skalaer og tonesprog vi møder i de numre vi spiller.

